★★★★☆☆
I koncertkirken på Blågårds Plads byder skuespilleren Mohamed Ali Osman velkommen til en heftig, morsom og i sidste ende kærlig forestilling om rascimens og islamofobiens påvirkning af den menneskelige psyke. Han ved, hvad han taler om, og har selv været ude i et livstruende kokainmisbrug som følge af disse påvirkninger.
Mohamed Ali Osman indleder med at vise os en lille film, hvor børn med forskellig hudfarve bliver bedt om at vælge om de vil lege med en lys og en mørk dukke. Uanset hudfarve vælger børnene i filmen den lyse, og selvom de selv synes, at de ligner den mørke mest. En hjertegribende start, der minder om, hvor indgroet racismen er i vores samfund og hvordan vi ikke altid selv kan styre påvirkningen.
Mohamed Ali Osman fortæller med stor oprigtighed om sit liv og det faktum, at han har genfundet sin tro. Han har også en monolog om en Karl Smart, der sviner andre til, men den forekommer at være forestillingens svagest led, og kunne med fordel udelades og eventuel erstattes af andet materiale.
Men forestillingen har til gengæld stor værdi, når Mohamed Ali Osman interagerer med sit publikum.
En ung kvinde inviteres op på scenen, og blev bedt om at spille en datter, der afviser enhvert forslag fra sin far med ordene: "Jeg har ikke lyst." Faderen (nærgående og stadig mere aggressivt spillet af Mohamed Ali Osman) vil have datteren til at gifte sig med en dansk mand, så han og konen kan rejse tilbage til deres fødeland, vel vidende at datteren nok skal klare sig. Da alle argumenter er blevet brugt og afvist, bliver han grov og begynder at nedgøre datteren, som ikke desto mindre på stilfærdig vis afviser ham.
Det er en voldsom scene, der tydeligvis påvirker den unge pige – også efter hun har spillet den, så man skal som publikum være indstilllet på, at hvis man siger ja, kan man blive centrum for nogle hårde ord. Men scenen gør også indtryk på publikum, og vi forstår den store historie, som den også vil fortælle.
Det gælder også en anden scene, hvor to kvinder illuderer en kvinde fra kommunen (med fire multietniske dukkebørn på slæb), der forsøger at kommunikere med en mor, der har boet i Danmark i mange år, men ikke kan sproget og ikke nære ønske om at kommunikere med kommunen. Her agerer Mohamed Ali Osman hendes barn, der ikke nødvendigvis har fået så meget fysisk kærlighed som de fire dukkebørn, og som for gud ved hvilken gang må oversætte få hende, fordi hun ikke selv har gjort en alvorlig indsats for at lære sproget.
Sidste sketch er et opgør med danskheden – personificeret af en mand iklædt et gigantisk dannebrosflag. Man får næsten ondt af den stakkels mand, der har sagt ja til at lege med, og som i den grad må tage imod Mohamed Ali Osmans vrede mod danskheden, men heldigvis tager forestillingen er drejning til slut, for Mohamed Ali Osman er gudskelov kommet videre.
KEND DIG SELV bliver da også en personlig sejr for Mohamed Ali Osman – engageret iscenesat af Boaz Barkan. Et anderledes kig ind i en til stadighed racistisk verden, som vi alle har behov for at ændre.
(Michael Søby)
