VARMESTUEN

★★★★★☆

Husets Teaters rammer plet med deres seneste forestilling, gæstespillet VARMESTUEN, der præsenteres i samarbejde med Bro, Trolin, Ellekilde og Grue. For kors hvor har vi brug for et sted at lune os i denne kolde tid.

Men i dramatikeren Anna Bros verden er der både hjerte- og husrum, og det gennemstrømmer hele forestillingen på velgørende vis. At hun så overbruger sit “Jensen, jensen, jensen” skal derfor være hende tilgivet.

Instruktøren Moqi Simon Trolin har på fænomenal vis fået samtlige medvirkende til at yde deres bedste. En imponerende Margrethe Koytu fører an som den rapkæftede men gavmilde indehaver af VARMESTUEN. Og hun er direkte gribende i sit uhyggelige forfald. Man tror dog på, at kærligheden mellem hende og Hans Henrik Clemensens lune skipper vil mildne smerten.

Kristian Holm Joensen er rystende god som stamgæsten, en sølle fisker, som tilværelsen ikke har været for venlig ved. Både Christine Exner og Lars Topp Thomsen bidrager også med følsomme portrætter af mennesker fra samfundets bund. Og Lykke Sand Michelsen bliver bare bedre og bedre for hver ny rolle. Som hendes kæreste kan Andreas Berg Nielsen ikke gøre for, at han har stykkets svageste rolle.

VARMESTUEN må dog ikke blot regnes som et af sæsonens smukkeste nye danske stykker, men også den bedste forestilling på Husets Teater i årevis. Den fortjener at blive en stor publikumsucces, som man kan tage op igen og igen.