Forside

logo logo logo

 

WOYZECK
★★★★★

Verden synes i konstant bevægelse og det har sjældent været mere tydeligt end på drejescenen i det royale skuespilhus. Her futter Søren Sætter-Lassens WOYZECK rundt og svinger fra tid til anden barberkniven som en anden Sweeney Todd. Han er klædt i noget, der ligner en mellemting mellem fangedragten i en arbejdslejr og en mindreåriges matrostøj, men drunkner alligevel i
menneskemylderet i forestilligens første halvdel. I anden del får han i højere grad lejlighed til at træde i karakter, men præstationen virket desværre mere teknisk end levende.

Det bliver derfor en dejlig teatersulten Lene Maria Christensen, der engagerer vores følelser som hans kone ligesom Kirsten Olsen kan kunsten at fortælle et grumt eventyr, så både børn og voksne lytter. Med så stort et ensemble til så kort en forestilling - ca fem kvarter - er det begrænset, hvor meget de øvrige medvirkende har at lave, men man når da lige at glæde sig over Helle Fagralid, Ole Lemmeke samt det nye talent Esben Smed, inden livets roulette kører videre.

Staffan Valdemar Holms udgave af George Büchners WOYZECK er storstilet intelligent teater. Holm skaber raffinerede scenebilleder og man fornemmer, der ligger begavede tanker bag, men han får ikke i tilstrækkelig grad formidlet historien. Stoffet er svært, men Staffan Valdemar Holm har heller ikke gjort det lettere. Man kan med en vis ret mene, at han denne gang er gået en tand for vidt, for selv om der er rigtig meget at beundre i denne opsætning af WOYZECK, så er der forbavsende lidt at holde af.