Forside

logo logo logo

 

KARTELLET
★★★★

Anders W. Berthelsen er tilbage i sin faste rolle som helt almindelig dansker, og ingen kan vel benægte, at han passer godt til den. Men netop forudsigeligheden - i såvel rollebesætning som historie - bliver det største problem for en film som KARTELLET. Historien om de gangstermetoder som byggebranchens magtmennesker bruger for egen vindings skyld har man muligvis aldrig set før på film, det virker bare sådan.

Charlotte Sachs Bostrup har faktisk drejet en teknisk velfungerende film og blandt birollespillerne glæder man sig især over Lars Ranthe som stofmisbrugende bror, Jesper Lohmann som forbitret konkurrent samt ikke mindst Flemming Enevold som slimet kartel-boss. Filmen byder også på glædelige gensyn med Leif Sylvester og Gitte Siem som forældre til Anders W. Bethelsens entreprenør.

KARTELLET sætter fokus på et voksende samfundsproblem, og virker mest interessant, efter at vor helt er blevet optaget i fællesskabet. Slutningen virker muligvis en smule usammenhængende og abrubt, men KARTELLET må dog regnes blandt Sachs Bostrups bedste film.