Forside

logo logo logo

 

DET GODE LIV
★★★★★

En lille avisnotits om to af Kennedy-familiens ludfattige kvindelige slægtninge blev til dokumentarfilmen "Grey Gardens", der dannede grundlaget for såvel en Broadway-musical som en Emmy-belønnet TV-film. Den danske dokumentarist Eva Mulvad fandt i Sydeuropa en lignende tragisk mor-datter relation - to forgældede kvinder, der levede på minderne og talte med den døde fader.

Tammi Øst og Ghita Nørby giver disse groteske men også grusomme stakler liv på Aveny-Ts scene i et mesterligt samspil. Det ene øjeblik griner vi af deres absurde opførsel og det næsten græder vi over to mennesker, der nok har levet, men aldrig forstået livet.

Tammi Øst er den støjende, dominerende og dybt egocentriske datter, der stadig føler sig for fin til at arbejde, men gradvist ser vi også lillepigen, der aldrig blev voksen og som nægtede at tage ansvaret for sin egen tilværelse. Ghita Nørby agerer den aldrende mor, som må tage imod nogle drøje hug fra datteren, men som måske i sidste ende er den stærkeste af de to. Dette er skuespilkunst af højeste karat leveret af to af vores absolut største skuespillerinder.

Peter Oliver Hansen virker mere utilpas i den lille rolle som den afdøde fader, og er nok hellere ikke helt korrekt placeret, men man forstår godt hvorfor dramatikeren Jakob Weis har haft behov for at introducere en ekstra karakter i stykket, så publikum kunne få mere indsigt i den ægteskabelige relation. Weis går også et skridt videre i den næsten Norénske slutning, men igen formår de to formidable madammer at bevare troværdigheden selv i de mest uhyrlige situationer.

Velsignet er det også at opleve Kamilla Wargo Brekling arbejde med en psykologisk krævende tekst, der fordrer dybde og sjælelig indsigt. Og selvom hverken hun eller Weis kan sige sig fri for i passager at udlevere de to kvindelige karaktere, så har både instruktør og manuskriptforfatter i det store hele været fair. Også selvom hverken mor eller datter indbyder til det.

DET GODE LIV markerer en fornem afslutning på teaterchef Jon Stephensens regeringstid. Han har også selv ære af
forestillingens velfungerende enkle scenografi, et klaustrofobisk lokale, der kun udvides i drømme.