Forside

logo logo logo

 

BOYS DON'T CRY
★★★★★

Christine Albeck Børge har efter et væld af biroller på Mungo Park endelig fået den hovedrolle, hun så inderligt fortjener.
I et samarbejde mellem Mungo Park og Det Kongelige Teaters eventministerium får hun lov til at brillere i Hilary Swanks' gamle Oscar-rolle som transseksuel i BOYS DON'T CRY. Men Børge forfalder ikke til gammeldags stjernespil, men leverer en lavmælt og dybtfølt præstation, der understreger finheden i hendes talent.

Hun er sandelig heller ikke alene på scenen i Det Kongelige Teater, men får forrygende opbakning af et eminent hold. Lise Lauenblad går på imponerende vis linen ud som den troskyldige tilbeder. Marie Rich kan både få os til at smile som liderlig mama og til at snøfte som forsmået veninde med barnevogn. Anders Budde Christensen får lejlighed til at synge country og illuderer som bøssevennen Lonnie i et betagende kostume. Endelig tegner Nicolai Jandorf Klok et blændende portræt af en vraget bonderøv.

Forestillingen kunne strammes op i al fald et kvarter, selvom man nødigt vil undvære nogle scener. Man indfanges gradvist af den trøsteløse bondeby-atmosfære, som Jonas Munck Hansens musik bidrager til. Men takket være Anders Lundorphs vovede iscenesættelse og de forrygende skuespillere kommer vi følelsesmæssigt helt derud, hvor vi skal være, for at netop denne historie giver mening på scenen.