Forside

logo logo logo

 

THE CRASH REEL
★★★★

HBO har produceret en bevægende dokumentarfilm om snowboarderen Kevin Pearce, der kandiderede til OL guld i 2010. Men en livstruende ulykke satte en stopper for drømmene, og Kevin må nu se et liv som handikappet i øjnene.

Instruktøren Lucy Walker har fundet frem til et væld af både flotte og skrækindjagende klip med Kevin og andre dumdristige snowboardere, og man forstår fascinationen ved denne djævelske sport. Men hovedvægten lægges på hvilke omkostninger Kevins ulykke har for ham og hans familie samt deres fælles kamp for, at han skal genvinde førligheden.

Lucy Walker har et godt blik for de store perspektiver i historien og får undervejs både påpeget det forargelige ved, at mange snowboardere ikke har tegnet en forsikring, og at Kevin langt fra er den eneste, der har oplevet dødstruende uheld inden for denne sportsgren.

Men dokumentarens største force ligger i portrættet af et familiesammenhold, som i sidste ende bliver Kevins redning. Det tætte forhold til brødrene beskrives nænsomt, og parellelen til den ene brors kamp for at acceptere sit handikap (Down-syndromet) virker ikke søgt. THE CRASH REEL ender gudskelov som en opløftende men ikke overkæk fortælling om, hvordan man håndterer det ubærlige.