Forside

logo logo logo

 

DETEKTIVERNE
★★★★

Esben Tønnesens DETEKTIVERNE er en ganske hyggelig spændingsfilm for børn fra første klasse og op til konfirmationsalderen.

Stilen kan synes rigelig gammeldags, men den gemytlige dialog børnene imellem hjælper.

Mathilde Wedell-Wedellsborg spiller den rapkæftede pige, der sammen med to nørder (Marcuz Jess Petersen og Frederik Winther Rasmussen) danner et detektivbureau. For der er jo en række sager, som er for små for politiet, og man får i al fald ikke tillid til ordensmagten, så længe Beate Billes kolde bitch står i spidsen for den. Forbryderne virker nu heller ikke for vakse, så det giver sådan set god mening.

Filmens tone leder tanken hen på De 5-bøgerne og film som "Guldregn", og der er noget dejligt umiddelbart over filmen, der lader hånt om realisme, tekniske raffinementer og andre bagateller.

Så DETEKTIVERNE virker som et tiltrængt alternativ til diverse serie-film, men kan meget vel udløse en efterfølger.