Forside

logo logo logo

 

GENSYNET
★★★★

Anna Odell har både skrevet og instrueret GENSYNET, der overraskende for mange blev tildelt prisen for årets svenske film foran Per Flys filmiske portræt af Monica Zetterlund. Men svenskerne har nærmest tradition for at give deres nationale filmpris til den smalleste af de nominerede film, så set i det lys var det forventeligt.

For GENSYNET er en slags filmeksperiment, der lander et sted mellem dialogbaseret drama a la "Festen" og et dokumentarprojekt om mobning, skyld og sandhed.

Anna Odell tropper op til et skolejubilæum efter, at hun end ikke modtog en invitation til klassejubilæet. Hun holder nu en tale, der i utvetydige vendinger afslører hvilke traumer, hendes skoletid medførte pga af flere af de tilstedeværendes mobning. De vedvarende anklager mod skolekammeraterne handler ikke som meget om skyldspørgsmålet som om hvorfor hun er blevet holdt ude og et behov for at kende sandheden om hvad der i virkeligheden skete.

Man kan mene, at denne historie er lige lille nok til en hel spillefilm, indtil man ser smerten i Annas øjne og genkender behovet for at nå til bunds i en sag. Anna lader sig heller ikke stoppe af, at hun i bogstaveligste forstand smides ud fra festen, men opsøger herefter en række af nøglepersonerne i historien.

Men spørgsmålet er, hvornår fiktionen begynder og dokumentarismen slutter. Det virker frustrerende, at vi ikke ved det med sikkerhed, men rent filmisk bliver GENSYNET unægteligt til en original mutant af en film. I sidste ende tegner Anna Odell et portræt af en kvinde, der har behov for at komme videre i sit liv, men ikke rigtig ved hvordan.