Forside

logo logo logo

 

THE OTHER WOMAN
★★★★

Selvom vi overfodres med Hollywoods bud på romantiske komedier, kan det ikke nægtes, at THE OTHER WOMAN hører blandt genrens sjoveste film fra de senere år. Instruktøren Nick Cassavetes bevæger sig stilistisk så langt væk fra sit fædrende ophav som overhovedet muligt, for hvor hans daddy John Cassavetes stod for små smale dramaer i sort-hvide bileder, er THE OTHER WOMAN velsmurt kulørt underholdning for det store publikum.

Cameron Diaz bekræfter sin position som Goldie Hawns afløser (sorry Kate Hudson), men endnu sjovere er faktisk Leslie Mann som forsmået hustru. Også Nicki Minaj får meget ud af rollen som omskiftelige sekretær med skærebrænderstemme. THE OTHER WOMAN byder også på et munter gensyn med selveste Don Johnson, der agerer aldrende Don Juan med en god portion selvironi.

Danske Nicolai Coster-Waldau synes typemæssigt godt placeret som charmerende ægtemand på afveje, og det klæder ham igen at indgå i komediesammenhænge.

THE OTHER WOMAN må betegnes som let fordøjelig forsommer-underholdning, og passer således perfekt til en afslappende biftur - gerne i kvindeligt selskab. For hverken instruktøren og da slet ikke filmens kvinder har meget til overs for filmens mandlige hovedkarakter, hvor nydeligt han end bærer sine løgne.