Forside

logo logo logo

 

LATTER I MØRKET
★★★★★

Engang lavede Kirsten Dehlholm kunstnerisk udfordrende forestillinger med substans. Forhåbentlig er LATTER I MØRKET kun et midlertidigt blackout, for mere krukket forestilling skal man lede længe efter.

Tre sagesløse skuespillere er sat til at deklamere en til tider ufrivilig komisk tekst i en anstrengt stil, der kvæler al indre liv. Thomas Mørk slipper bedst fra det med sin gennemførte radioteater-diktion. Johannes Lilleøre har endnu ikke fundet den rette musikalitet til at indgå i så stiliseret et univers, mens Clara Fasting Pedersen forbliver et dukkebarn med sin monotome stemmeføring.

Scenografien består bl.a. af fire store penduler, der kan dreje rundt om sig selv som gigantiske jordkugler og derved få en bevægelig lyskilde til reflekeres på en ny måde. Desuden hænger der en masser ragelse ned fra luftet - deriblandt en lille håndfuld snore med kampesten i - konstant i bevægelse - men hvorfor. Kort sagt - fortænkt teater beregnet for vennerne, og med andre ord et skamløst ressourcespild.

Eneste formildende omstændighed er faktisk Nils Frahms magisk dragende musik. Man er derfor Kirsten Dehlholm taknemmelig for, at hun mod slutningen skåner os for skuespilscener, og i stedet lader Nils Frahm tage over ved tangenterne. Der er også gode momenter i såvel lys- og lydarbejdet, men det forstyrrer oplevelsen at skulle have høretelefoner af og på flere gang.

Ledelsen på Republique bør spørge sig selv, om det ikke snart var på tide at ændre kurs væk fra denne arrogante linie, og i stedet forsøge at kombinere bare en vis publikumsappel med hvad man må håbe bliver et tårnhøjt kunstnerisk niveau i næste sæson. Ellers ser det for alvor sort ud for Republique.