★★★☆☆☆
Efterhånden får vi mindst een gang om måneden en film, hvor aldrende skuespillere placeres i et musikalsk univers, der også giver mulighed for at spille på hjertestrengene. Her oplever deres karakterer efter en del smil gennem tårer en sidste stjernestund, inden tusmørket bliver permanent. Vi har i den forbindelse besøgt et plejehjem for operasangere og et amatørkor i England, så nu gælder det en strygekvartet i New York. Næppe er vi kommet indenfor før årtiers harmoni bliver brudt: Det ældste af gruppens medlemmer rammes af Parkinson, kvartetetens ægtepar har problemer med utroskab, og oven i købet indleder deres datter et forhold med det sidste medlem af kvartetten.
Men hvad gør det egentlig, når bare musikken spiller? I al fald bliver vi sovset ind i strygermusik, men i det mindste strygermusik af god kvalitet. For det synes at være kærligheden til musikken, snarere end behovet for at fortælle denne historie, der har motiveret instruktøren Yaron Zilberman til at lave denne overdrevent civiliserede film.
Catherine Keener og Philip Seymour Hoffman forener kræfter, som de gjorde det i “Capote”, men der havde manuskriptet mere at byde på end banale ægteskabelige trivialiteter. Keener virker for en gang skyld træt og uinspireret, mens Hoffman tar sig en slapper, efter en stramt eksekveret indsats i “The Master”. Bedst er faktisk Christopher Walken, der behændigt spiller op imod sentimentaliteten og derved undgår den som Parkinson-plaget enkemand, der ved, at det er tid at takke af.
A LATE QUARTET fremstår hverken værre eller bedre end så mange andre film af denne type, men lider især under et slæbende tempo og det faktum, at den følger i kølvandet på filmen “Kvartetten”. Derved bliver titlen A LATE QUARTET mere sigende end godt er.
