Forside

logo logo logo

 

ROSENKAVALEREN
★★★★★

Malmø Opera træder for en sjælden gang skyld forkert med deres opsætning af ROSENKAVALEREN (på svensk: "Rosenkavaljeren").

Stilforvirringen virker total, for skal man jonglere med diverse stilartet, skal det gøre med sikker hånd og det har instruktøren Dmitri Bertman ikke. Han får ingen hjælp af scenografen og kostumedesigner Edvald Smirnov, som har skabt et gyseligt hus i lysegult og lyseblåt forsynes med hvide pletter og fået de medvirkende til at ligne et pose blandede bolcher.

Resultatet ligner en blanding af en reklame for en dansk malingsleverandør og et par rodede børneværelser. Man forstår godt, hvis der har været behov for i visuel henseende at bryde en smule med den meget vellyd fra orkestergraven, men behøver det at være et frontal angreb på vores synsnerve? Man må håbe Malmø Opera igen finder melodien, så scenebillederne atter bliver en nydelse - og ikke nødvendigvis i klassisk forstand.

Sangligt svigtes man dog uhyre sjældent på Malmø Opera, og Charlotta Larssons fyrstinde har autoritet i såvel stemme som fremtoning. I det hele taget var det kvindernes aften i Malmø, og Dorottya Láng klarede fint bukserollen som Octavian.Sofie Asplund fandt nogle rørende udtryk som den unge Sophie og så tilførte Laine Quist sin birolle en herlig kødlighed.

Rúni Brattaberg havde varme i bassen, men nogen scenisk charmetrold kunne man ikke beskylde ham for at være. Men måske var det netop charmen, man savnede i Dmitri Bertmans alt for usammenhængende iscenesættelse. Vi lo uhyre sjældent, fordi humoren i ROSENKAVALEREN var erstattet af pjank.

Richard Strauss' velkendte toner, som orkesteret under ledelse af dirigenten Ralf Kircher serverede loyalt, har dog ikke mistet sin skønhed og der synges på hæderligt tysk. Det skal blive spændende at se, om Det Kongelige Teater har lært af fejlene i Malmø, når de i næste sæson kommer med et nyt bud på denne over fire timer lange operaklassiker.