Forside

logo logo logo

 

VI ER DE BEDSTE!
★★★★

Lukas Moodysson regnes med rette som en af nordens bedste personinstruktører, tænk blot på teenageportrætterne i "Fucking Åmål" og "Lilja 4-ever". Med 70er-komedien "Tilsammens" viste han også stor periodefornemmelse, og hans seneste film VI ER DE BEDSTE sammenfatter alle hans kvaliteter. Glemt er skuffelsen "Mammut" (Moodysson virker ligesom vor egen Nils Malmros mest sikker, når han er på hjemmebane), for VI ER DET BEDSTE fremstår som et sprudlende portræt af Stockholm anno 1980, hvor tre ret forskellige teenagerpiger finder sammen om at bevise, at punken ikke er død.

Replikkerne sidder lige i øjet og atter engang har han tryllet med filmens unge besætning, så VI ER DE BEDSTE blir en udelt fornøjelse. Danske David Dencik, der efterhånden er blevet ligeså hyppig en gæst i udenlandske film som i danske, har en skæg birolle som uortodoks farmand.

VI ER DE BEDSTE kommer næppe til at stå som Lukas Moodyssons største filmbedrift, men den hører afgjort blandt hans mest charmerende værker.