EN FLÆNGE I HIMLEN

★★★★☆☆

Vel har amerikanerne en anden terskel for sentimentalitet end de fleste danskere, men man behøver nu ikke skamme sig, hvis man fælder en tåre under EN FLÆNGE I HIMLEN. For den fortæller en oprigtig bevægende Romeo og Julie-historie – med den vigtige forskel, at de to unge elskende her lider af uhelbredelig kræft.

Josh Boone udviser sikker fornemmelse for sin teenage-målgruppe, men også andre vil føle sig påvirket af denne sympatiske filmatisering af John Greens populære roman. Når vi snøfter, så er det fordi, at vi er kommet til at holde af de to unge, og hvordan kan man andet, når de bliver spillet så afvæbnende ægte af Shailene Woodley og Ansel Elgort. Man begynder efterhånden at få mistanke om, at Shailene Woodleys talent faktisk rummer større substans end rivalinden Jennifer Lawurences, og det har tydeligvis været en fordel for spillet, at hun tidligere har spillet sammen med Ansel Elgort i filmen “Divergent”. Ansel Elgort får virkelig lov at stråle denne gang, og tilfører den unge helterolle både humor og kækhed.

Forældrerollerne forekommer noget intetsigende, og Laura Dern virker lovlig fad som pigens mor. Til gengæld får Willem Dafoe skabt endnu en skøn særling som pigens hollandske yndlingsforfatter.

EN FLÆNGE I HIMLEN har Love Story-kvaliteter, som nye generationer nok skal forstå at værdsætte, når det gode vejr forlængst har passeret.