Forside

logo logo logo

 

DOPPLER
★★★★★

Erland Loes roman DOPPLER har været en mondæn litterær succes, men desværre virker Therese Willsteds bearbejdelse og iscenesættelse noget anstrengt, sådan som den præsenteres af Eventministeriet i Skuespilhusets Røde Rum.

Mikkel Arndt kæmper ellers bravt med at gøre portrættet af denne selvvalgte eneboer troværdigt, og kan ikke gøre for, at pointerne gang på gang gøres overtydelige. Muntre indfald som en bytte-leg blandt publikum kan ikke helt fjerne fornemmelsen af en generel hulhed i hele projektet.

Nicolai Dahl Hamilton liver ellers op som Dopplers mest trofaste fan, der nu forsøger at score kassen på at udlægge den kriseramte Dopplers personlige frustrationer som dybsindigheder, vi alle kan tage ved lære af. Fascinationen af DOPPLER synes dog at bunde i en uerkendt seksuel tiltrækning og en slet skjult kompensation for egen utilstrækkelighed.

Marie Dalsgaard har den utaknemmelige rolle som den forladte kvinde, der stod tilbage med tre børn, da DOPPLER gik fra hende for at blive et med naturen.

Ideen med at åbne ud til virkeligheden har man set et utal af gange - men er man en sjæden gæst i teatret, kan man sikkert opleve det som et skægt påfund. Men DOPPLER virker på een gang for pjattet og for villet til at sætte sig spor i sjælen - eller for den sags skyld hukommelsen.