1864 – den sande historie

★★★★★☆

Undertitlen “- den sande historie” kunne gudskelov ikke være mere misvisende. Forfatteren Erling Jepsen leger nemlig frækt med vores kollektive historiske bevidsthed. For hvor meget ved vi egentlig om 1864 og den krig, der synes uløseligt forbundet med dette årstal? De dokumenter, som udgør en stor del af grundlaget for historien, kunne i princippet være lutter løgn og latin. Jepsen lader vittigt en pedantisk “langtidsledig” (den altid glimrende Heidi Colding) afbryde historien om soldaten HP

Waldemar for at forklare os, hvad der er sandt og hvad vi bør anse som illusion – til skuespillernes voksende irritation. I
takt med at handlingen udvikler sig i stadig mere fantasifuld retning, vokser krakilerens vrede, og Heidi Colding lukker op
for et gevaldigt raserianfald, når “fakta” vanrøgtes i en stemningsfuld udkant af Frilandsmuseet.

Denne form lærer os ikke blot at være kildekritisk, men giver også beretningen om Waldemar en skæg dynamik, som skuespillerne forstår at udnytte i Søren Iversens sprudlende iscenesættelse.

Thue Ersted Rasmussen bekræfter sin position som en af sin generations mest lovende talenter med sin veloplagte indsats som helten – eller er det antihelten? – Waldemar, hvis breve til forældrene danner rammen om forestillingen. Og sikke et forældrepar, han er velsignet med – en uimodståelig paring af Morten Eisner og Sonja Oppenhagen, der begge lyser af spilleglæde – og som kan synge og danse, så øjnene løber i vand. Læg dertil en forrygende liderlig Meike Bahnsen, der på klingende sønderjydsk lokker vor Waldemar i fordærv, så har man opskriften på en gang herlig sommerunderholdning med både bid og vid.