Forside

logo logo logo

 

BORNHOLMEREVYEN 2014
★★★★★

Lars Fjeldmose er ikke blot en veloplagt revykomponist, men afslører også evner som programsælger i årets Bornholmerrevy, hvor det lykkedes ham at sælge et program til 105 kr. Ganske vist formår han også at få et identisk program pruttet ned i nul kroner til eksempel for det driftige erhvervsliv på Bornholm! Jo, Bornholmerrevyen 2014 har lune - og i Martin Miehe-Renards instruktion tilmed elegance og musikalitet.

Den erfarne revykunstner Gunvor Reynberg tilfører revyen en moderne kækhed samt flere sjove tekster. Festligt anskuer hun redningen af et omdiskuteret slagteri fra grisens synsvinkel, og så spider hun ømt de stadig mere forfængelige (arbejds)mænd i "M.A.T.AS" - med flabet henvisning til Village Peoples ikoniske homosang "Y.M.C.A."

Som skuespiller bliver hun også forkælet med revyens bedst tekst, Vase & Fuglsangs "Hvis ikke vi Ha'de". Sammen med John Batz får hun her mulighed for at udveksle grovheder som ægteparret, hvis skænderier primært er blevet udtryk for egne utilstrækkeligheder.

John Batz spiller også overfor Reynberg i "Cigarius og Tobaktus", hvor målet ikke som "Karius og Baktus" er tænder, men lunger! Batz gir den også som kikset komikkonsulenten Roger Thailand, men her kunne teksten godt tåle at blive strammet op en smule.

Christian Damsgaard imponerer i sit originale solonummer "Hvor er jeg?", hvor han i bogstavelig forstand løber igennem en række kulturer og får lejlighed til demonstrere sin sproglige sans - ikke mindst for udenlandske accenter - i en overdådig lydcollage. Damsgaard giver også et yndigt portræt af en lokal bordelmutter med gode ideer til at øge omsætningen.

Årets Bornholmerrevy fortjener også flere besøgende, for her er både vid og bid samt den helt særlige bornholmske charme, som man bør opleve fremfor at læse om.