ALTING MØDES

★★★★★☆

Sommerens smukkeste teateroplevelse finder man i Frederiksdal, hvor Det Flydende Teater atter engang sætter høj standart for dansk udendørsteater.

Vi sejles rundt i en elegant hvidklædt båd og får sågar en forfriskning alt imens tre sommerkåde skuespillere forkæler os med Naja Marie Aidt velgørende ord. Vi kommer på en rejse til Skagen, men ikke nødvendigvis det Skagen, som vi forventer at finde. For hvem kan leve op til de glansbilleder, vi kender fra diverse Skagensmalere?

ALTING MØDES handler bl.a. om at søge indad og minder os samtidig om, at idealer ofte viser sig at være utopier. Tilde Maja Fredriksen finder et hav af forunderlige udtryk for det utilpassede menneske, og Pelle Nordhøj Kann kan spille en fødende, så man tager sig selv i at kigge efter et babyhoved på vej ud mellem hans ben. Christian Hetland er næsten rørende i sin modvilje mod at eje et hus på Skagen, og Nicolai Kornerup serverer med hjælp fra skuespillerne og et par behjælpelige publikummer en fin musikalsk kulisse til forestillingen. Kirstine Stubbe Teglbjærgs poetiske melodier til de velgørende sange klær det Naja Marie Aidts tekst, som den kommer til udtryk her i Lærke Sanderhoffs nænsomme bearbejdelse.

Resultatet forekommer mindst ligeså opløftende som – nå ja – en ferie på Skagen, fordi instruktøren Petrea Søe får forestillingens elementer til at spille sammen som lysglimt på en blikstille sø.