FROST – 3D

★★★★★☆

Årets hidtil bedste amerikanske animationsfilm kommer ikke overraskende fra Walt Disney-studierne. Ligesom i “Ice Age” og “Happy Feet”-filmene befinder vi os i et overdådigt snelandskab, men denne gang har æstetikken fået en ekstra tand. Det gør FROST til en stor visuel fornøjelse – mindre pjanket ganske vist, men med et majestætisk format, som vi ikke har set fra Disney siden “Skønheden og Udyret” samt “Løvernes konge”.

Historien er meget løst inspireret af vor berømte landsmand H.C. Andersens eventyr om “Snedronningen”, som her er blevet en medrivende skæbneberetning om to søstre, Anna og Elsa.

Selv uden Alan Menken skal det nok lykkes for Walt Disney at få en Oscar i hus, for FROST har en musikside, der nærmest skriger på at blive omskabt til en Broadway-musical. Elsas krævende hovedsang synges da også i originalversionen af Menzel, der vandt en Tony for sin onde grønne heks i “Wicked” og som vi herhjemme husker for filmudgaven af “Rent”. Den danske versionering sidder heldigvis også lige i øjet, og Maria Lucia Heiberg Rosenberg synger det kommende hit hjem, så selv en snemands hjerte må smelte.

Det må vi dog håbe, det ikke gør, for filmens godmodige og gakkede snemand hører blandt filmens festligste figurer og Martin Brygmann passer perfekt til rollen. Også Rasmus Botoft bidrager til morskaben som toupéklædt hofsnog. Endelig må vi ikke glemme Kenneth M. Christensen, Kristine Yde Eriksen og Szhirley, der ikke mindst musikalsk lever op til alle de høje forventninger.

En ny Disney-klassiker er født – og modsat det såkaldte Disney-sjov på TV kan man rent faktisk holde ud at høre på den.