Forside

logo logo logo

 

COPENHAGEN SUMMER DANCE 2014

★★★★★★

Den smukke søjlebeklædte politigård danner atter engang en betagende ramme om årets COPENHAGEN SUMMER DANCE. Det er 10ende gang, at vi bliver forkælet med gratis sommerdans af høj kvalitet, og Tim Rushton har virkelig fundet en række godbider til at markere jubilæet. Samtidig har han formået at sammensætte indslagene i den helt rigtige rækkefølge med udsøgt fornemmelse for både rytme og tempo.

Vi får indledningsvis en kær introduktion til de unge dansere, som sammen med de mere erfarne kræfter snart overbeviser os om, at det ikke kun er på grund af sproget men også det kunstneriske niveau, der gør at holdet kan kaldes internationalt.

Et par indslag fra Carl Orffs "Carmina Burana" vidner om Dansk Danseteaters tårnhøje tekniske ambition. Man måber af forundring over den nysgerrighed og det mod, der præger såvel koreografi som dans i disse scener - vanvid og skønhed i forunderligt samspil.

Dejligt er det også at gense scener fra "Black Diamond", en af sidste sæsons bedste danseforestillinger, som i den friske luft virker både fornyet og fri.

Læg hertil et yndigt indslag fra Norge National Ballet samt et meget fysisk - man fristes til at sige kødligt - bidrag fra Black Box Dance Company i form af "Rites", som Alessandro Sousa Pereira har skabt en frapperende koreografi til, og en fuldkommen aften synes en realitet.

Det russiske mandskor "Arken" (Kovcheg) bidrager også positivt til jubilæumforestillingens triumf. Man husker stadig hvor uværdigt der blev buet af det russiske indslag ved Det Internationale Melodi Grand Prix i København, og glæder sig over, at et balletpublikum opfører sig betydeligt mere civiliseret og generøst. Og ovenpå DR1s udsendelse om bøssehetz i Rusland nyder man ligefrem at se de rusisske mænd stå hånd i hånd med danserne ved de mange velfortjente fremkaldelser foran et publikum af såvel homo- som heteroseksuelle.