★★★★★☆
Alan Berliner har begået en mesterlig dokumentarfilm om et uhyggeligt vanskeligt emne, nemlig sygdommen Alzheimer. Vanskeligt fordi emnet i sagens natur rejser en række etiske spørgsmål, når man skal skildre den i et direkte medie som film.
Men Alan Berlinger formår at finde en balance mellem den nænsomme og det pågående i sit portræt af et aldrende familiemedlem Edwig Honig. Engang var Honig en internationalt anerkendt digter, og vi møder ham issoleret på et plejehjem ude af stand til at genkende sin familie.
Det ejendommelige er dog, at jo mere Alan Berliner taler med ham, jo mere synes Edwig Honig at give mening. For selvom konkrete personer og oplevelser synes forsvundet fra hukommelsen, så har den poetiske sans ikke forladt ham.
Der er øjeblikke med næsten chokerende klarhed både med hensyn til sin egen situation, men også i form af poetiske observationer. Hans beskrivelse af træerne og bladene udenfor sit vindue minder os om, at folk med alzheimer stadig har noget at byde på rent åndeligt og stadig har krav på vores opmærksomhed, hvor smertefuldt det end måtte være. Rystende er i al fald skiftende mellem lyrikoplæsning og nogle skræmmende næsten dyriske hylelyde.
Vi får også et indtryk af de familiemæssige omkostninger ved alzheimer, men Alan Berliner virker aldrig illoyal overfor Edwig Honig, og derfor bliver FIRST COUSIN ONCE REMOVED en sober og smuk filmoplevelse, som man kan nyde helhjertet i Cinemateket i den kommende tid.
