Forside

logo logo logo

 

BLIND

★★★★★

Den norske manuskriptforfatter Eskil Vogt, der er kendt for Joachim Trier-filmene "Reprise" og "Oslo, 31. august", debuterer som spillefilmsinstruktør med den ganske originale BLIND. I en kølig men konsekvent visuel stil fortælles historien om Ingrid, der har isoleret sig på grund af sin blindhed.

BLIND adskiller sig dog fra mange andre film om blinde ved, at vi denne gang kommer ind i den blindes forestillingsverden og ser den skildret i en filmisk form. Vi møder f.eks. den enlige mor Elin og den porno-afhængige Einar, der begge bliver udtryk for Ingrids frustrationer over sin blindhed. Det gælder ikke mindst i forholdet til manden Morten, der også indgår i hendes fantasier.

Ellen Dorrit Petersen yder en bemærkelsesværdig præstation som den blinde Ingrid, der gennem sine indre billeder forsøger at finde en vej i sin nye tilværelse, og er da også blevet belønnet med den nationale filmpris i Norge, Amanda'en som årets norske skuespillerinde.

Men jo længere handlingen skrider frem jo mere anstrengt og fortænkt forkommer hele projektet desværre, og ikke ulig filmens Ingrid lukker den sig i for høj grad om sig selv. Så på trods af en fascinerende hovedkarakter og ganske poetisk filmfotografering, bliver BLIND en sært frustrende biografoplevelse.