BESØGET

★★★★☆☆

Friedrich Dürrenmatts BESØGET er et grumt stykke, og som sådan skal det spilles. På Aarhus Teater har iscenesætter Mick Gordon et langt stykke af vejen godt styr på tropperne, selvom uegaliteten i ensemblet heller ikke denne gang kan skjules helt.

I spidsen står Inge Sofie Skovbo som den aldrende multimillionøse Claire, der vender tilbage til sin fødeby med det passende navn Güllen. Her mødes hun med kyshånd, for byen er i den grad forsømt, og rygterne om nye investeringer florerer allerede. Hvad borgerne ikke ved er, at multimillionøsens investeringer har en pris. Hun vil nemlig have hævn over den mand, der svigtede hende i sin tid og kræver hans liv. Men måske er der stadig en rest af følelser tilbage mellem de to tidligere kærester?

Rollen som Claire anses for en gave til en stor skuespilllerinde, og fra filmversionen husker man Ingrid Bergman. Blandt de sceneudgaver, man har set herhjemme, mindes man især Bodil Kjer som en dejlig excentrisk hævnerske. Senest prøvede Ghita Nørby kræfter med rollen på Det Kongelige Teater, og hun lagde ikke fingrene imellem.

Inge Sofie Skovboe har også en vis ære af sin udgave, men agerer nok lovlig majestætisk med mange kølige smil til byens borgere. Men Dürrenmatts stykke fungerer faktisk stærkest, hvis det uforsonlige i Claires væsen ligger som en mørk krans om hver scene og hvis hun afholder sig fra at vise nogen form for taknemmelighed over byens anstrengelser for at fejre hende.

Man har desværre svært ved at se. hvad hun i har forelsket sig i, når Kim Veisgaard spiller den svigefulde elsker så veg og vattet. Måske skulle Veisgaard have byttet rolle med Lars Lohmann? På den anden side er der en morsom pointe i, at vi takket være “Jul i Gammelby” er så fortrolig med Lohmann i borgmesterrollen, at det kommer som et chok, når han pludselig foretager sig noget grusomt.

Blandt de øvrige medvirkende nyder man især Anders Baggesens butler – med en maske, der leder tankerne hen på indtil flere ikoniske modedesignere. Bodil Lassen går også til sine roller med en djærv energi, som smitter. Og endelig viser Michael Lundbye Slebssager et ikke ubetydelligt talent for fysisk teater.

Man ærgrer sig lidt over, at Jesper Dupont ikke har fået hjælp til at give et mere raffineret portræt af kirkens hykleri, men det ændrer dog ikke ved det overordnende indtryk af, at Mick Gordon får fortalt historien, så vi kan relatere til den i dag. Ja, faktisk forekommer Dürrenmatts portræt af vores moralske derut mere aktuel end nogensinde. Derfor bør det også gøre mere ondt.