Forside

logo logo logo

 

TV CHARLIE REVYGALLA

★★★★★

Man begynder efterhånden at spørge sig selv, om Jarl Friis-Mikkelsen nogensinde har været en god TV-vært. Han er det i al fald ikke længere, hvis man skal bedømme ud fra hans seneste optræden på TV Charlie. Hvad måske engang var en skødesløs og afslappet stil, virker nu blot klodset. Når hans medvært så bliver den ganske umorsomme Anne Sofie Espersen, kan man kun konkludere, at udsendelsens producent virkelig har formået at skyde sig selv i begge fødder.

Der bliver så op til de øvrige medvirkende at hive showet op på et acceptabelt niveau. Gudskelov for Anne Herdorf! Intet under at hun også i revysammenhæng kaldes for dronningen af TV Charlie, for hun formår mere end nogen at trykke den af fra en scene, så hele Cirkusbygningen rungede af fryd.

Så meget desto mere grotesk forekom det, at hun blev forbigået som årets revyskuespillerinde, men i det hele taget fik listen over årets prismodtagere de fleste til at måbe. Det er fint, at man i modsætningen til Dirch-prisen vedkender sig en mere folkelig del af vor tradition, men også inden for den genre findes der kvalitet. Og den personificerede Anne Herdorf denne aften.

Det virkede mildest talt bizart at vælge Græsted-revyen som årets revy lige netop i år, hvor den hovedsagligt havde fået 3-4 stjernede anmeldelser i år. Sofie Stougaard var da sjov og næsten på omgangshøjde med Mette K. Madsen i et nummer om to protest-festsangere fra Østeuropa, men at giver hende talentprisen foran Bodil Jørgensen fra Tamtam i Tivoli gav simpelthen ingen mening.

John Batz løb med prisen for bedste mandlige hovedrolle bl.a. for årets veloplagte Bornholmerrevy, men her var i det ligeså høj grad hans mednominerede kollega, der havde fået roser af anmelderne.

Skal TV Charlies revygalla være andet end en gammel vittighed, så bliver man nødsaget til at hæve fagligheden. Det gælder både den jury, der uddeler priserne, men det gælder så sandelig også de folk, der arrangerer showet. Gentagne gange passede lyd og billede ikke, og værternes tekster gjorde kun ondt værre. Så en omstrukturering er nødvendigt - ikke en nedlægning, for ideen med en revygalla-aften på tv synes oplagt.

S