Forside

logo logo logo

 

VI SKAL BYGGE EN ZOOLOGISK HAVE
★★★★★

Mungo Parks ensemble er lille men et af landets absolut bedste. Kernen i dette ensemle kan man nyde i den originale komedie VI SKAL BYGGE EN ZOOLOGISK HAVE forfattet af den Reumert-nominerede skuespillerinde Christine Albeck Børge. Hun har filmet sine børn i leg gennem mange timer og disse optagelser danner grundlag for den absurde tekst.
Normalt når voksne skal spille børn, får de børnetøj på, men her optræder skuespillerne i voksentøj i et arkitektkontor, hvilket kun øger kontrasterne og dermed morskaben.

Vi får virkelig et indblik i børnenes på een gang brutale og poetiske verden, og oplever diverse mekanismer i barnelegen på en ny måde. Forekommer teksten mere defus end den voksendramatik, vi har vendet os til, så er det fordi, at den afspejler barnets univers. Og selvom Christine Albeck Børge med held kunne have skåret teksten med et kvarter, så har hun formidlet børnesnakken med så boblende et sprogligt overskud, at vi gerne tager det overflødige kvarter med.

Stine Schrøder Jensen udviser stor forståelse for den barnlige absurditet, og forestillingens fire skuespillere funkler alle i de veldefinerede roller. Maria Rich frenstår vidunderlig nørdet overfor den efterstræbte men egocentriske pige, som Christine Albeck Børge i den grad har styr på. Nicolai Jandorf er rørende, når han som det verbalt svageste barn forsøger at sige noget fornuftigt eller når han må tage imod drøje hug og grovheder fra sin såkaldte kammerater. Endelig får Anders Budde Christensen en kostelig morsom figur ud af den selvbestaltede ekspert, der slås med sin egen usikkerhed. Scenen, hvor han skal fortælle en historie til de andre, bliver virituos komik i hænderne på Anders Budde Christensen.