★★★★☆☆
Før DUNE blev et makværk af David Lynch, var det titlen på et ambitiøst værk af eksperimentalkunstneren Alejandro Jodorowsky.
Med navne som Salvador Dali og Orson Welles på rollelisten havde Alejandro Jodorowsky ambitioner om et filosofisk værk, der skulle have status af profet eller gud for unge mennesker.
Pengene forsvandt, men en række af de kunstnere, der var tilknyttet udviklingen af det oprindelige projekt kom senere til at præge og udvide Hollywoods smag for special effects.
I en række interview hører vi om dette kulsejlede projekt, men det er alligevel instruktøren selv, der i en alder af 84 stadig kan fortælle med en gnist og en glød, så man næsten føler, at man har set hans film.
Det har man til dels også – for filmene om Aliens, Flash Gordon, Indiana Jones og mange flere har mere end påfaldende ligheder med det oprindelige DUNE-projekt.
Selvom instruktørens forbitrelse var så stor, at han havde det fysisk dårligt, da han gik ind og så David Lynch-versionen, følte han sig både lettet og glad efter han havde set, at en anden instruktør kun kunne lave en fiasko.
Den gamle instruktør Alejandro Jodorowsky er da også blevet forsonet med sin producent efter årtiers fjendskab og har på sin egen måde formået at rejse sig efter sit livs skuffelse.
Frank Pavichs dokumentarfilm virker tankevækkende og slet ikke urelevant i en tid, hvor fantacy og science fiction oplever en renæssance. Frem for alt er den ikke så lidt bedre end filmen “Dune”
