NYMPHOMANIAC

★★★☆☆☆

Lars Von Trier burde ha strammet op på sit materiale, og her tænkes ikke på de mange nøgne kroppe, der generøst stilles til skue, men på et manuskript, der havde vundet ved at blive beskåret mindst en time, så vi kom under tre timer.

Trier forsøger atter at koble religion og sex – denne gang via en kvindelig nymfomans erindringer, og han går i flæsket på en række race-dogmer. Men først og sidst er filmen en afsøgning af seksualitetens kraft og udtryk, og som sådan blandt de mest interessante, man har set. For Trier er en frygtløs instruktør med få tabuer, og den stadig mere farlige – ja, voldelige – form for sex, han beskriver, kan godt virke grænseoverskridende for mange.

Det vrimler med stjerner inkl. faste folk som Udo Kier og Jean-Marc Barr, men filmens mest krævende opgave har Charlotte Gainsbourg som den sexfikserede kvinde. Stellan Skarsgaard giver et lavmælt portræt af den ensomme mand, der samler hende op fra gaden og blandt de øvrige medvirkende får man lyst til at fremhæve Jamie Bell som en sadistisk herre og Uma Thurman som forsmået hustru til en af nymfomanens ofre.

NYMPHOMANIAC skal nok få den internationale presses opmærksomhed, men om den også falder i et internationalt publikums smag synes mere usikkert. Dertil er Triers arrogance måske for afskrækkende?