Forside

logo logo logo

 

BEGRAVET I FORTIDEN

★★★

Hvordan originaltitlen "A Walk Among The Tombstones" er blevet til BEGRAVET I FORTIDEN kan man kun gisne om, men den danske titel afspejler muligvis målgruppen bedre.
Vi befinder os inden for kriminalfilm-genren, og BEGRAVET I FORTIDEN hører til de ganske velfungerende, men også ret barske. Liam Neeson agerer pensioneret politimand, der nu leger privatdetektiv mellem møderne i anonyme alkoholiker. Men det er i højere grad birollerne, der kræver vores opmærksomhed.

Dan Stevens, som mange ikke har tilgivet for at forlade den mesterlige TV-serie "Downton Abbey", hvor han spillede Matthew, får her lejlighed til at vise en helt ny side af sit talent. Som den forpinte narkohandler, hvis kone er blevet torteret til døde, overbeviser han os om, at han kan andet end at spille sympatisk tilbeder og nybagt ægtemand. Boyd Holbrook gør ligeledes indtryk som en temmelig sølle narkoman, og så er Brian "Astro" Bradley lidt af et fund som drengen TJ.

Scott Frank har både skrevet og instrueret denne ferme men også noget frastødende sag, som Mihai Malaimares velkomponerede billeder har peppet lidt op. Et tålelig bidrag til en noget fortærsket filmtype med rødder tilbage til 40ernes detektivfilm med Humphrey Bogart.