Forside

logo logo logo

 

1984

★★★★

Det er en stærk og særdeles fysisk oplevelse at se 1984 på Betty Nansen Teatret. Forestillingen bygger på en engelsk dramatisering af George Orwells roman, og benytter scenerummet til at fremmane en skræmmende stemning af paranoia og dystopi. Den omfattende tankekontrol og overvågning, vi møder i stykket, fungerer som en kraftig påmindelse om samme dubiøse og forrykte processer i vores egen samtid.

Brudstykker fra en nær og ildevarslende fremtid sammenflettes til en større fortælling om sygelig kontroltrang versus duelig modstandskamp. Det er netop de modstridende kræfter i stykket, hvad enten det gælder de åndelige eller kropslige, der giver stykket dets dramatiske fremdrift.

En lettere komisk men ret overflødig ramme om forestillingen består af en flok hvidkitlede læger, der indledningsvis skitserer stykkets problemstilling på overpædagogisk facon. Skræmmende uhyggelig men bydende nødvendig er derimod de scener, hvor hovedkarakteren Winston Smith tortureres, alt imens diverse lyseffekter blotlægger hans martrede krop.
Kim Witzels misantropiske scenografi viser sig at rumme flere overraskelser, og det samme gælder stykkets unge hovedpersoner. Patrick Baurichter og Sofie Ancher Vea spiller dem med sympatisk oprigtighed, mens man kan diskutere om en så dygtig spiller som Jens Jørn Spottag gør den sadistiske O'Brien farlig nok.

1984 virker skiftevis rodet og eklektisk i sin fortælleform, hvilket meget vel kan afspejle et forpint menneske, der hjemsøges af mareridtsagtige tankestrømme. Og man kan i al fald ikke komme uden om, at instruktøren Inger Eilersen har skabt en forestilling, der gør indtryk.