Forside

logo logo logo

 

ALLE ELSKER KÆRLIGHED

★★★★

Nørrebro Teater har i en del år med svingende held forsøgt at kombinere stand-up comedy med "rigtig" teater. Deres royale satire floppede fælt i sidste sæson, men denne gang har de ramt plet. Ikke at ALLE ELSKER KÆRLIGHED rummer kunstneriske eller komiske landvindinger, men man morer sig altså, så tårerne triller, mens man ser showet, og det bør vel også tællle for noget? Den vitale instruktør Heinrich Christensen formår at få punkteret det overnuttede univers han lancerer fra start med røde hjerteballoner og det der er værre.

Skuespillerne spiller sig selv - og så alligevel ikke - og det er netop en af de komiske pointer. Stakkels Rasmus Nøhr må tage imod mange hug fra Linda P, når han i stedet for at synge kærlighedssange forsøger at sige replikker, men det er nu heller ikke uden grund! Hans stemmes varme klang og godmodige udstråling bliver dog en genvinst for forestillingen.

Den primært fra Rejseholdet kendte Charlotte Fich fortæller særdeles åbenhjertigt om sit samliv med filminstruktøren Per Fly, men får da også en ordenlig kyssetur og muligvis mere med Linda P bag nogle flyttekasser, når hun ikke danner par på scenen med en hårdt arbejdende Pelle Emil Hebsgaard.
Dette herlige umage hold - præcist sekunderet fra sidelinien af Jakob Tolstrup - udveksler betragtninger om diverse former for kærlighed. I særdeles den romantiske kærlighed står for skud, og her kan det nok være, at Linda P og Charlotte Fich har forskellige syn på tosomhed.

Kirstine K. Høgsbros replikker har generelt en skarphed, som instruktøren Heinrich Christensen formår at få omsat til en ganske sprudlende show-cocktail, der faktisk for formuleret ikke så få sandheden om vor tids syn på kærlighed.

Men hvor smånuttet Rasmus Nøhr end virker, og hvor meget Charlotte Fich og Pelle Emil Hebsgaard end knokler, så ender forestillingen i sidste ende som Linda P-show. Det skal man nu ikke kimse af, for dronningen af stand-up har en direkte kontakt til publikum, som kun er de allerstørste komikere forundt. Forestillingen går nærmest i stå af latter, når hun som hun bolle-vejleder skal give os alle gode råd med på vejen. Så længe hun er i centrum, tror man ikke bare på kærligheden men på komikkens fremtid på Nørrebro Teater.