Forside

logo logo logo

 

SOM VAR DET I GÅR

★★★★★

Riddersalens ethundredårskabaret er en opløftende oplevelse. Både fordi, at den faktisk får fortalt Riddersalens historie -når man tager en spilletid på under halvanden time i betragtning. Men også fordi der er elementer i forestillingen, der peger fremad, og som får os til at håbe, at Riddersalen også har en plads i det danske kulturliv i de næste hundrede år.

Det er en tung arv, som Signe Birkbøl må løfte, men hun klør på med krum hals og formår på sin egen måde - det røde hår til trods - at bære sin værtsrolle. Og er hun ikke det samme indlysende centrum som sin forgænger, så har hun allerede vist både vilje og evne til at give riddersalens forestillinger en tiltrængt opstramning - med foreståelse for den tradition, der er forbundet med stedet.

Geir Sveaass og hans medinstruktør og koreograf Charlotte Munksø har også formået at finde en fin balance mellem gammel og nyt. Vi får en noget nær perfekt blanding af kendte og mindre kendte "evergreens" serveret med lune og et lille frisk pust.

Daimi fører an i nogle ganske overdådige kreationer og få kan synge en sørgelig vise så dobbelttydig som den tidligere frøken Augusta Larsen, nu Fru Daimi Gentle. Hun får nydelig assistance af Morten Hee Andersen, Mathias Skov Rahbæk, Hans Find Møller og Hans Silver, der alle bidrager positivt til forestillingens elegante stil.

SOM VAR DET I GÅR viser at nostalgien også har en plads i vor tid, når bare den holdes ude i strakt arm - eller præsenteres på røde stilletter.