Forside

logo logo logo

 

DANNYS DOMMEDAG

★★★★★★

William Jøhnk Nielsen, der gjorde sig så fint bemærket i Susanne Biers Oscar-vinder "Hævnen", bekræfter talentet i den danske ungdomsfilm DANNYS DOMMEDAG. Her vrimler det med relativt nye ansigter bl.a. Marcus Ilsø, der synes at være kommet ud over julekalender-stadiet og virker klar på voksne opgaver.

De første 20 minutter ligner DANNYS DOMMEDAG en hvilken som helst anden film om en genert ung mands møde med kærligheden. Men snart begynder den effektive lydside at indikere, at noget usædvanligt er på færde. Og selvom man godt fornemmer, at budgettet ikke har været til de helt store special effekt-scener, så bør instruktøren Martin Barnewitz og hans hold roses for at have fået det maksimale ud af et lille budget.

Teenagere af alle køn skal nok forstå at værdsætte denne beretning om to meget forskellige brødre, der dog forstår at holde sammen, da deres hjem og skole invaderes af mystiske skabninger. Og selvom mange voksne nok vil have svært ved at sluge historien, så har filmen en ungdommelig sødme, som man ikke behøver at være ung for at værdsætte.