Forside

logo logo logo

 

SAMTALE FØR DØDEN

★★★★★

Adam Price udfordrer i sit stykke SAMTALE FØR DØDEN vores identifikation med den døddømte nazibøddel Adolf Eichmann. Ved stykkets begyndelse tilsyneladende en ganske harmløs og tilforladelig person , men undervejs konfronteres tilskueren med et dobbeltbundent væsen, der på den ene side erklærer sin kærlighed til sin kone og på den anden side beordrer henrettelse af uskyldige jøder.

Det retrospektive fortællegreb fungerer godt. Fremfor at henlægge handlingen til en omstændelig retsproces bundet af realisme, oprulles Eichmanns professionelle og private liv i en fiktiv samtale med en dommer to timer før Eichmanns henrettelse. Brudstykker fra Eichmanns liv udgør en tankevæggende mosaik: Fra det følelsesladede ægteskab med Veronika til den kyniske foranstaltning af masseudryddelser. Vi får indsigt i familielivets skavanker, men også i partilivets forpligtelser. Det er med andre ord en interessant tekst som Adam Price har begået - selvom man gerne havde undværet forestillingens sidste replik.

Men det er Olaf Johannesen, der gør forestillingen til et højdepunkt i teatersæsonen. Små trækninger ved øjet antyder i glimt en indre kamp, men i sin umiddelbare optræden den perfekte embedsmand. Derfor kommer det som et chok, når Olaf Johannesen til sidst lader os se en hel anden side af karakteren, som får os til at sætte spørgsmåltegn ved vores egen opfattelse af Eichmann - og os selv. En mesterligt disponeret skuespillerpræstation, der bør påkalde sig opmærksom til diverse teaterpris-uddelinger.

Thomas Gabrielsson når desværre slet ikke samme niveau som dommeren, men der er solide indsatser både fra Christian Mosbæk og Cecilia Zwick Nash som henholdsvis Heydrich og Veronika.

Karin Betzs scenografi får med sine skrånende tremme-vægge og et dystert lys fremmanet en særegen uhyggelig stemning, og scenerummet ekspanderes raffineret bl.a. gennem flittig brug af gulv og loft.

Endnu engang bliver man mindet om, hvor eminent og alsidig en iscenesætter Peter Langdal er. Hvad der umiddelbart kunne lyde som et kedeligt konversationsstykke, bliver en både underholdende og medrivende forestilling takket være Langdals dynamiske instruktion.

Man må sørme håbe, at det venter Peter Langdal og hans meddirektør Henrik Hartmann ligeså mange spændende opgaver, når de forlader chefstolene på Betty Nansen Teatret, for dem kan dansk teater simpelthen ikke undvære.