Forside

logo logo logo

 

LA VERITÁ
★★★★

I Tivolis koncertsal kan man opleve en særegen hyldest til surrealisen Salvador Dali af den italienske multikunstner Daniele Finzi Pasca. Her forenes italienske klovnerier og virituos akrobatik med dyster spansk kunst af den mere groteske slags.

Om forsøget kan siges at være helt vellykket kan i høj grad diskuteres, for næppe alle Dali-elskere vil kunne goutere de italienske pjankerier. Men LA VERITÁ er på sine egne betingelser - primært italienske - en generøs forestilling, hvor man heldigvis kan finde meget at glæde sig over. Den fungerer bedst i de passager, hvor den tager Dalis kunst alvorlig og lader akrobatikken få en kunstnerisk dimension. En lille luftballet mellem to mennesker i sublim symbiose bliver et æstetisk nydelse og slangemennesket Felix Salas' evne til at fordreje sin krop virkede i sig selv surrealistisk. LA VERITÁ forener også elementer fra mennesker med elementer fra dyr på scenen, og menneskekroppe sætter hoveder af næsehorn og tyre i bevægelse.

Det store Dali-fortæppe, man har brugt til at sælge forestillingen, er blevet erstattet af en kopi, og originalen kunne man først bese et kvarter efter showet var slut! Til gengæld kunne man i foyeren nyde en udsøgt samling bronzeskulpturer af Salvador Dali. Den forekom faktisk at være det bedste argument for at løse billet til LA VERITÁ, som desværre flagrede for meget til at efterlade momentum og forblev på godt og ondt en kuriøsitet.