Forside

logo logo logo

 

LOVE, ROSIE

★★★★★

Der er slet ingen grund til at sovse denne kærlighedshistorie til med underlægningsmusik, når nu de to hovedpersoner i sig selv forstår at fremmane følelser. Lily Collins og Sam Claflin fremstår tilmed som to sympatiske skuespillere, der havde fortjent bedre end en romance, der tilsyneladende aldrig udvikler sig til mere på grund af uheldig timing.

Filmen bygger på Cecelia Aherns roman "Hvor regnbuen ender", der hører til i den sentimentale del af skalaen. Den tyske instruktør Christian Ditter har især gjort sig bemærket med sine børnefilm, hvilket til dels forklarer den overnuttede tone, der gennemstrømmer filmen. I en tid hvor singlelivets værdier synes at være gået op for de fleste, virker det desuden sært gammeldags, når man i filmen insisterer på, at enhver single er en mislykket partner og at alle drømmer om den eneste ene.

Teenagepiger vil muligvis sluge filmen rådt, mens tænkende voksne må nøjes med at nyde et relativt godt soundtrack. Nogen uforglemmelig oplevelse bør man ikke forvente, og har man "sukkersyge", gør man klogest i at holde sig helt væk.