Forside

logo logo logo

 

THE GOOD LIE

★★★★

Kanadiske Philippe Falardeau fik sit internationale gennembrud med den sympatiske "Monsieur Lazhar". Samme humanisme gennemstrømmer THE GOOD LIE, der heldigvis ikke virker helt så frelst og firkantet, som et handlingsreferat kunne give indtryk af.

Vi følger en gruppe sudansk flygtninge, der efter mange trængsler kommer til USA for at blive integreret. Falardeau fanger både de komiske og de tragiske elementer i integrationsprocessen, og får god støtte af Reese Witherspoon i en forfriskende naturlige præstation, som kvinden med den utaknemmelige opgave det er at skaffe flygtningene jobs.

En vis pænhed hviler over filmen, men den får dog fortalt en aktuel vigtig og autentisk historie på enkel og umiddelbart vedkommende vis. Og i en tid hvor vor såkaldte røde regering vil skære ned på bistandshjælpen og lukke for flygtningetilstrømningen kan man ihvertfald ikke kalde filmen politisk korrekt. Tværtimod stiller den et diskret og anstændigt krav om, at vi naturligvis skal hjælpe dem, der har det værre end os. Ingen har med andre ord brug for at se denne film mere end folketingets medlemmer.