INTERSTELLAR

★★★☆☆☆

Forventningerne til Christopher Nolans INTERSTELLAR har været store, nok også for store. For selvom filmen p.t ligner den eneste klare kandidat til diverse effect-Oscar’er næste år, så vælter den ikke publikum om kuld, hverken åndeligt eller teknisk, som det var tilfældet med "Gravity" i sidste sæson.

Nolan forsøger at gøre en grundlæggende banal historier interessant ved at strø om sig med videnskabelige forklaringer og ved at krydsklippe mellem livet på jorden og livet i himmelrummet. Vi får naturllgvis billedmæssige kompensationer for den næsten tre timer lange spilletid, og Hans Zimmers bombastiske men effektive musik bedøver vores sanser.

En sjælden luksuriøs rolleliste, hvis lige ikke er set siden Nolans egen "Inception", byder på stjernenavne som Anne Hathaway, Jessica Chastain, Matt Damon og Michael Caine. Spillemæssigt når vi dog ikke meget over det jævne, men årets Oscar-vinder Matthew McConaughey formår at holde sammen på filmen med sin intense præstation. Gamle Ellen Burstyn behøver blot en enkel scene for at gøre indtryk.
Det virker dog besynderligt, at en science fiction som INTERSTELLAR kan fremstå så gammeldags i sjæl og ånd og at man har ofret så mange gode kræfter på så forvrøvlet en historie.