CIRKUSDYNASTIET

★★★★

Anders Riis-Hansen har begået en dejlig dokumentarfilm om kærlighedsforholdet mellem to unge medlemmer af hvert sit cirkusdynasti. Berdino-filmen, der står bag Cirkus Arena, nordens største cirkus, og Casselly-familien, verdens mest prisvindende cirkusfamilie.

Patrick Berdino og Merrylu Casselly er begge først i tyverne og dynastiernes arvinger. De har kendt hinanden, siden de var små, og har optrådt sammen i nogle år i håb om, at de ville danne par. Da de to unger bliver kærester er begge familier lykkelige, men er skænderi sætter de livslange familiealliancer på prøve.

CIRKUSDYNASTIET giver også et indblik i en verden, vi primært kender fra manegen, og lader os komme tæt på mennesker, for hvem tradition og ære tilsyneladende betyder alt. Rørende er scenerne med de fortvivlede forældre, ligesom man bliver grebet af de unge menneskers frustrationerne over ikke at kunne leve op til forældrenes forventninger.

CIRKUSDYNASTIET tegner et intimt og oprigtigt portræt af disse gøglere, og gør det med både loyalitet, humor og følsomhed, som begge familier kan være tjent med.