RING AF ILD

★★★★

Man bør helt klart forvente mere musik end teater, når man gæster Københavns Musikteater for at se Johnny Cash-forestillingen RING AF ILD. Ide, koncept, manuskript og instruktion tilskrives Jesper Lohmann og så står han tilmed på scenen igennem hele forestilling.

Som type er Lohmann helt rigtig til at fortolke Johnny Cash-sange, for også han rummer rå primitiv maskulinitet kombineret med både sårbarhed og livskundskab. Stemmens mørke klange kommer finest til udtryk i dystre sange som "Delia", og det prisværdige forsøg med at oversætte sangene til dansk slipper han nogenlunde heldigt fra.

Ligesom Johnny Cash havde sin June Carter, har Jesper Lohmann også sin Charlotte Munck – i al fald på scenen. Elegant håndterer hun, når den meget lange kjole driller eller når et af instrumenterne ryger på gulvet, og frem for alt låner hun forestillingen stil med sin sofistikerede uforcerede musikalitet.

Ordene mellem sangnumrerne fungerer dog ikke overbevisende, og spørgsmålet er om Jesper Lohmann ikke havde været bedre tjent med en instruktør udefra, så man også i højere grad havde fornemmet strukturen bag RING AF ILD. Nu virker det i lidt for høj grad bare som en række gode sange i nogenlunde tilfældig rækkefølge.

Lohmann og Munck får dog kompetent musikalsk opbakning fra en trio bestående af Stephan Gabrowski, Tin Sohrili og Mathias Nordholt, selvom lydniveauet – for meget bas! – i højere grad bør tilgodese sangerne. Og dermed også Johnny Cashs sangtekster.