★★★★★☆
Mens Susanne Bier kæmper med at få styr på sine Hollywood-film, har Lone Scherfig tilsyneladende lettere vil at ramme tonen i de engelske film, hun instruerer. "Wilbur begår selvmord" og "An Education" hører blandt hendes bedste film, og nu føjer hun filmatiseringen af Laura Wades skuespil "Posh" til den liste. Titlen THE RIOT CLUB giver faktisk god mening, for det er klubbens nye medlemmer, vi hovedsagligt følger i filmen.
Vi befinder os på Oxford Universitet, hvor eliten i det engelske samfund i generationer er blevet kørt i stilling til vellønnede stillinger. Medlemmerne af THE RIOT CLUB har det til fælles, at de foragter autoriteter og lever det søde liv uden tanke på omkostningerne. Hvad der i starter virker som en charmerende devil-may-care attitude, afsløres nådesløst som ren og skær arrogance.
Lone Scherfig og Laura Wade fokuserer med THE RIOT CLUB knivskarpt på klassesamfundets uhyrligheder, der trives i bedste velgående, hvis nogen ellers skulle have glemt det.
Det er således en vældig god pointe i, at Lone Scherfig har samlet filmsæsonens mest attraktive unge mænd i een film, og tilmed fået dem til at spille, så vi tror på den rystende udvikling, vi bliver vidne til.
Den travle Sam Claflin yder sin hidtil bedste præstation som den stadig mere kyniske Alastair, og Max Irons (jo, det er Jeremy "Brideshead Revisted" Irons’ søn) gør det ikke mindre fremragende som den splittede Miles. Bemærk også stjernefrøet Olly Alexander i filmens festlige indledning.
Men alle de unge skuespillere gør det faktisk glimrende, fordi Lone Scherfig ligesom i "An Education" udviser stor indsigt i de kampe unge mennesker må kæmpe i processen fra barn til voksen. Dermed bliver THE RIOT CLUB en film som også unge mennesker kan relatere til.
