Forside

logo logo logo

 

DEN SOM FALDER / KRAPPS SIDSTE BÅND

★★★★★

To af vore allerstørste skuespillere prøver kræfter med Samuel Beckett, en af verdensdramatikkens giganter, på Skuespilhusets store scene.

Her lægger man ud med DEN SOM FALDER, et vidunderligt stykke radiodramatik, som Samuel Beckett egentlig ikke ønskede opført på scenen. Men den britiske teatermand Trevor Nunn løste problemet ved at opføre stykket, som om vi var tilskuere til en radiooptagelse. Det er samme koncept, som den debuterende instruktør Morten Suurballe benytter sig af på det royale teater for enden af Nyhavn.

I den store kvindelige hovedrolle er han velsignet med en lysende god Kirsten Olesen, der her får mulighed for at kombinere sin evne til at nå ud i sindets dunkleste kroge med et skønt robust lune, som rollerne på Det Kongelige Teater alt for sjældent har pirret. Netop disse chokerende skift fra lys til mørke synes helt afgørende, når man skal spille Beckett og Kirsten Olesen mestrer kunsten forbilledligt.

De øvrige medvirkende i DEN SOM FALDER kæmper bravt for at nå samme niveau, men rollen som den selvmedlidende og seksuelt understimulerede Mrs. Rooney, der sjosker afsted for at møde sin blinde mand på stationen, er stykkets suverænt bedste rolle. Hvor lykkeligt, at den skulle havne i favnen på Kirsten Olesen netop nu.

Efter pausen går lyset op og vi ser en næsten dyrisk Henning Jensen hvæse ud imod os. Rune David Grue lader os lære ham at kende i en lang ordløs sekvens, hvor han henter båndoptager og bånd nede fra bagscenen. Ideen havde nok fungeret bedre på en lille scene, men Henning Jensen formår naturligvis at gøre selv den mindste lille bevægelse vigtig. Virituost varierer han sin mimik under afspilningen af båndet - nr. 5! - fra latter og vrede til flovhed og afmagt - hele registret tages i brug i denne opvisning af spilletekniske færdigheder.

Man fornemmer, at her sidder en såret kæmpe, der nu har fået sin verden reduceret til et skrivebord med minder. Ligesom Winnie i "Glade dage" holder sig oppe ved lyden af den menneskelige stemme, er også Krapp afhængig af sine bånd for at holde ensomheden i ave og døden fra døren. Det er denne til tider aggressive desperation, som Henning Jensen formidler så imponerende, at vi beder til, at båndet aldrig løber ud.