Forside

logo logo logo

 

EXODUS: GODS AND KINGS - 3D

★★★★★★

Bibelske film er en hel særlig genre, der havde sin storhedstid i 50erne, hvor Cecil B. Demille skabte hovedværker som "Samson og Dahlia" samt "De 10 bud". Og det er historien i sidstnævnte, der danner grundlaget for EXODUS: GODS AND KINGS, og ikke Otto Premingers "Exodus", der beskæftigede sig med grundlæggelsen af den israelske stat.

Ridley Scott er tilbage i instruktørstolen, og han har skabt et storslået værk, der vedkender sig gælden til storfilmenes mesterinstruktør Cecil B. Demille. Men samtidig understreger Ridley Scott, at han rent teknisk kan spille bold med de fleste, og i den forstand hører EXODUS: GODS AND KINGS blandt årets mest imponerende produktioner.

Filmfotografen Dariusz Wolski udnytter ikke bare 3D-effekterne maksimalt, men forestår i den grad at gøre de egyptiske landskabe til aktive medspillere, og massescenerne fungerer langt bedre end de gjorde i Peter Jacksons saga om "Hobbitten". Kulisser og kostumer skaber den helt rigtige atmosfære om historien, og så har Alberto Iglesias igen begået medrivende underlægningsmusik i mesterklassen.

En så omfattende produktion kræver ofte, at der spilles med lidt større udtryk uden at forfalde til storladent attitude spil. Christian Bale finder en overraskende naturalistisk løsning på at spille Moses, men uden at karakteren mister formatet. Til sammenligning virkede Charlton Heston mere pompøs som Moses i DeMilles "De 10 bud". Til gengæld foretrækker man klart Yul Brynners karismatiske Ramses fra DeMilles udgave fremfor Joel Edgerton ucharmerende ditto.

Danske Dar Salim har ikke mange udtryk i sine få spillescener, men rent typemæssigt virker han heldigvis rigtig. Anderledes vægt har Ben Kingsley i rollen som Nun. Ridley Scott har ikke kunne nære sig for at tage sin muse Sigourney Weaver med, og hun er da også den af kvinderne, der gør størst indtryk i de relativt kedelige kvinderoller.

Nogen større åndelig oplevelse skal bibelkyndige ikke vente, og man bør da også forberede sig på en fatal omskrivning af 2. mosebog, da Moses skal dele vandene. Så EXODUS: GODS AND KINGS kan på godt og ondt betegnes som en typisk Ridley Scott-film.