NAT PÅ MUSEET

★★★☆☆☆

Med en træt Ben Stiller som guide skal vi på endnu en tur rundt i det eventyrlige naturhistoriske museum. Instruktøren Shawn Levy har overlæset filmen med effekter, som ethvert museum får problemer med at leve op til, men imponerende ser det ud.

Det vrimler også med stjerner, nogle mere veloplagte end andre. Owen WIlson og Steve Coogan trætter hurtigt – selv i miniaturestørrelse, hvorimod Ricky Gervais, Rebel Wilson, Andrea Martin og især Dan Stevens (Matthew fra "Downton Abbey"!) yder festligt birollespil. Og sørme om Hugh Jackman ikke dukker op som sig selv – i en musical-opsætning af "Camelot".

I tilgift får vi bevægende gensyn med næsten 90-årige Dick Van Dyke samt Mickey Rooney, som sætter det endelig punktum for en uforlignelig karriere, der strækker sig helt tilbage til stumfilmens dage. NAT PÅ MUSEET: GRAVKAMMERETS HEMMELIGHED er også et sidste vemodigt farvel til Robin Williams, og man har da også dedikeret filmen til ham og Rooney.

På trods af velfungerende effekter, flere gode skuespillere og en vis nostalgi, bør NAT PÅ MUSEET: GRAVKAMMERETS HEMMELIGHED blive sidste kapitel i denne serie, der selv virker klar til at komme på museum.