DER KREIS

★★★★★☆

Den semi-dokumentariske DER KREIS var Schweiz’ officielle Oscar-kandidat i år og vinder af Teddy-prisen som bedste dokumentarfilm på Berlinalen 2014. Filmens titel refererer til et lille magasin, der tjente som åndehul for homoseksuelle i og uden for Zürich.

I kredsen omkring denne banebrydende udgivelse møder vi læreren Ernst, der forelsker sig i den yngre frisør og dragartist Röbi. De forelsker sig, men homoseksuelle er blevet et forfulgt folkefærd af politiet og et medierne, og det kan koste jobbet at blive stemplet som bøsse.

Stefan Haupt tegner i et sindigt tempo et portræt af en tid og et miljø, og gør med med både indsigt og finfølelse. Fotos, udklip samt interviews med virkelighedens Ernst og Röbi m. fl. blandes forbløffende naturligt med ungdomsårenes dramatiserede virkelighed. Også her fornemmer man et kendskab til perioden og i tilgift får man en lovende skuespillerpræstation af Sven Schelker i rollen som Röbi og et dejligt gensyn med Marianne Sägebrecht ("Bagdad Café") som hans mor.

DER KREIS er i sidste ende dog en kærlighedshistorie, men det fortæller et stykke værdifuldt kulturhistorie, som alle kan have glæde af uanset seksualitet.