★★★★★★
Huset Teater er for en tid omdannet til østeuropæisk ghetto omgivet af pigtrådshegn og Berlinmur, mens blikkende lys og grå vægge møder os i kælderen. Den svenske instruktør Simon Staho har allieret sig med lysdesigneren og scenografen Jenny André, og de har virkelig lagt sig selen for at etablere en glædesløs ramme om livet i DDR.
Det havde de faktisk næsten ikke behøvet, fordi Karen-Lise Mynster formår at have mindelserne om livet i DDR med på scenen i et fuldkomment portræt af kvinden Reneta.
Ordene er formet som breve til den danske kæreste Tom, med hvem hun havde et enkelt stævnemøde med under et ophold i København. I brevene får vi et indtryk af en hverdag med afsagn og mistro, men også med kærlighed til mand og børn, selvom længslen efter Tom og et andet liv samtidig skinner igennem.
Peter Asmussen har formået at overføre sin romansucces til scenen med en sproglig poesi, som kun de allerstørste skuespillere formår at formidle. Men heldigvis har han i Karen-Lise Mynster en kunstnerinde, der efterhånden synes at overgå sig selv hver gang. Siddende på en stol i et øde teaterrum agerer hun helt afdæmpet og med en eminent rytmik i sproget, som alle kommende skuespillere vil kunne lære af. Det er hendes bedrift , at Renates hjertegribende kærlighedshistorie trods det tilsyneladende trøstesløst perspektiv alligevel bliver en kolosal givende teateroplevelse.
Her er tale om diskret teater af den krævende slags men så indiskutabelt i mesterklassen. Hvilken luksus at Husets Teater i samme sæson kan byde på to så forskellige og så forskelligt spillede monologer som LORT og DET DER ER, der kun har det sublime kunstneriske niveau til fælles.
