★★★☆☆☆
Riddersalens seneste familieforestilling er på godt og ondt en kuriøsitet. Teaterdirektøren Signe Birkbøll har selv strikket den "næsten sandfærdige " historie om Riddersalens tilblivelse sammen og den er sådan set ganske kær. Vi følger den italienske dukkedreng Giuseppe, der er blevet forladt af sin mor og må leve i skjul. Men heldigvis finder han sin plads i tilværelsen som maleren Antons højre hånd, og sammen får gjort de Riddersalen klar til premiere for godt 101 år siden. For når man er to, kan man klarer dobbelt så meget, som når man er en.
Makkerparret Wikke & Rasmussen, der stod bag en række elskede børnefilm som f.eks. "Flyvende farmor", overfører den sympatiske tone, vi kender fra de levende billeder til teaterscenen. Men teaterskuespillere er de tydeligvis ikke og som iscenesættere mangler de den præcision og skarphed, som er så bydende nødvendig for at opnå et professionelt resultat.
Heldigvis har de Daimi Gentle i rollen som bestemt syngepige, og hun kan tydeligvis selv. Ole Håndsbæk Christensen har ligeledes sine øjeblikke, når han får mulighed for at lufte sin flotte italiensk accent. Også rent musikalsk glæder man sig over den alsidige duo Henrik Silver og Hans Find Møller.
Atter engang trækker Riddersalen store veksler på stemningen i såvel teaterrummet som foyeren. Men man savner efterhånden det overordnede kunstneriske løft, der for alvor kan garantere, at Riddersalen får en afgørende plads i det nye årtusindes teatermiljø.
