★★★★
☆
Vi kender efterhånden historien til bevidstløs via hyppige film- og tv-visninger af filmversionen samt talrige teateropsætninger i Danmark såvel som i udlandet. Så der skal et nyt greb til som f.eks. i Borreby, hvor man opførte FESTEN som serveringsteater, hvis man skal se spille stykket igen allerede nu.
På Folketeatret har man heldigvis opløst den meget naturalististiske scenografi, som oftest ledsager teateropsætningerne af FESTEN, og i stedet får vi Marianne Nilssons bevægelige parabol, der fungerer som både seng og bord, mens gæsternes ankomst illustreres med miniature-biler på bagvægen. Det låner en friskhed til forestillingens visuelle udtryk.
Hvor Ulrich Thomsens Christian fremstod som hovedrollen i filmversionen, så bliver det i denne (og andre) teaterversioner faderen, der bliver handlingens egentlige omdrejningspunkt. Steen Springborg fejrer sit 40-års skuespiller jubilæum som Helge, og kvitterer med en magtfuld præstation. Vi har set mere raffinerede udgaver af denne Helge-figur, men det giver faktisk god mening at spille ham som en rå opkomling af værste skuffe. Man er i al fald aldrig i tvivl om, at denne Helge er skyldig, men Springborg formår både at gøre ham skræmmende for til sidst at afsløre ham som en sølle stakkel. En ganske imponerende præstation.
Han får fornemt modspil af Susanne Breuning som hustruen Else, der i denne opsætning afgjort er Helges medskyldige. Men Susanne Breuning får antydet en neurotisk side hos denne kvinde koblet med et væld af sjælelige hemmeligheder. Vi aner, at livet med Helge måske ikke helt har været en dans på roser, mens hun prøver at holde facaden længere end godt er. Men hvor det dog klæder Susanne Breuning igen at spille en rigtig karakterrolle.
Dygtige Mads Knarreborg forekommer overraskende anonym som sønnen Christian og som søsteren skal talentfulde Julie Agnete Vang passe mere på, at hendes fuldetur ikke ender som ren komik. Nikolaj Bjørn-Andersen, der gjorde det så smukt som Jim i "Glasmenageriet" tidligere på sæsonen, taler proletardansk på en meget nydelig facon, men har godt fat i den psykopatiske macho-side hos den sidste i søskendeflokken.
Man skal være et ualmindeligt dumt svin for at have noget imod Christopher Læssø som ny svigersøn. Det er lige før, at man tror, at den unge Sidney Poitier er tilbage, og man bliver derfor ganske overrasket, da Lessø skruer højt op for musikken, og gør svigersønnen til et nutidigt ungt menneske, men det er en klog beslutning.
Instruktøren Geir Sveaass får hele holdet til at spille sammen og i et fornuftigt tempo, der gør, at vi kommer under to timer trods pause. FESTEN er med andre ord et besøg værd, når den i den kommende tid skal på en omfattende turné rundt i landet.
