★★★★★☆
DIRTY DANCING er ret beset ingen stor film, men den skolefest-nostalgiske stemning og en Oscar-belønnet sang ("I’ve had the time of my life") har givet den et bedre ry, end den fortjener. På papiret er musical-versionen af filmen heller ikke noget hovedværk, men det virker faktisk ganske godt, sådan som den serveres i Tivolis Koncertsal.
Skiftende naturscenerier på storskærme danner en smuk baggrund for romancen mellem den pæne pige og machofyren med den blakkede fortid.
Anders Albien har ganske godt styr på sine skuespillere, mens Tim Zimmermann tegner sig for den dynamiske koreografi. Især i anden akt får danserne lov til at slå sig løs med solid støtte fra et veloplagt orkester ledet af Joakim Pedersen.
Men helt afgørende for successen er kemien mellem de to hovedpersoner, og den er der heldigvis. Selv med et par kilo ekstra på sidebenene er Silas Holst den bedste danser af de to, og det skal han også være. Men Mathilde Norholt er ham også dansemæssigt en værdig partner, og gang på gang bliver det hende, der med naturlig sødme løber med opmærksomheden.
Hun har ikke sødmen fra nogen fremmed, kan man ved selvsyn konstatere, for Kirsten Norholt har den endnu. Som Babys mor stråler hun med samme ynde og charme, og formår at give deres fælles scener en bevægende finhed. Man kan derfor roligt stryge musikken i disse scener, da den distraherer mere end den støtter.
Både Laura Drasbæk og Robert Hansen morer henholdsvis som umusikalsk søster og fersk duksedreng. Flere af de tidligere elever fra Fredericias Musical Akademi gør endvidere god fyldest i mindre roller. Endelig glæder man sig over gensyn med hyggetrolde som Dick Kaysø og Claus Bue. Sidstnævnte havde dog ikke behøvet at få en sang, for forestillingen er med en spilletid på over to timer og tre kvarter unødvendig lang – dens relativt tynde historie taget i betragtning.
DIRTY DANCING – THE MUSICAL formår dog sin længde til trods at vække danselysten i enhver, og det må vel siges at være dens fornemste opgave.
