K.R.O.P.

★★★☆☆☆

I vesterbros Warehouse 9 præsenterer performancegruppen Secret Hotel den ganske finurlige ungdomsforestilling K.R.O.P.. Secret Hotel kalder selv forestilingen for "et teaterforedrag", og fokuset er på kropsidealer før og nu.

Selve foredragsdelen fungerer bedst og synes baseret på grundig research om emnet. I al fald illustreres den historiske udvikling indenfor kropsidealer med velvalgte fotos fra ind- og udland. Informationerne serveres let, muntert og med megen fysisk aktivitet af Kasper Daugaard og Pernille Koch. En del af pointerne er i bogstaveligste forstand blevet skåret ud i pap, og ikke mindst plastikkirurgien får nogle diskrete verbale spark undervejs.

Mindre velfungerende virker selve teaterdelen, hvor publikum forventes at deltage. Her skal vi primært gå og rejse os op, men nogen egentlig spilleoplevelse eller interaktion med andre skal man ikke forvente. Denne del kunne Secret Hotel med gavn udvikle yderligere.

Men K.R.O.P. er en sympatisk lille forestilling iscenesat af Adelaide Bentzon og skuespilerne, der ikke er bange for at konfrontere de unge med den nøgenhed, som godt kan være svært for mange i teenagealderen. Som skoleforestilling kan K.R.O.P. derfor klart anbefales.